Nyhedsbrev

Kirsten Kleins Limfjordsudstilling åbner Galleri Sallings nye udstillingshus.
Lørdag d. 26. november slår Galleri Salling dørene op for et nyt udstillingshus i naboejendommen – den gamle købmandsgård i Hjerk. Udvidelserne giver fantastiske rammer om kunsten, og der venter besøgende en uforglemmelig oplevelse til åbningen. Galleriet ”disker nemlig op med en lokal bestseller.
Den internationalt anerkendte fotograf Kirsten Klein fra Mors står for åbningsudstillingen, som består af et udvalg af billeder fra det anmelderroste pragtværk Limfjorden – Stemmer og Steder. Bogværket, der er lavet sammen med forfatteren Hans Edvard Nørregård-Nielsen er tredje og foreløbig sidste oplag allerede udsolgt fra forlaget. 16.000 eksemplarer af tobindsværket er revet væk på et par måneder. Til indvielsen vil Kirsten Klein være til stede og kan signere de bøger galleriet nåede at sikre sig.

I Berlingske tidende skrev Erik Veirup om Limfjorden: ”Med dette magtfulde bogværk har Kirsten Klein og Hans Edvard Nørregård-Nielsen givet Limfjorden og egnene omkring den en stemme, man ikke vil kunne glemme.” Ole Nørlyng fra Weekendavisen skrev ”Kirsten Kleins mageløse fotografier kan løfte det hele ind i en åndfuld sfære.” og sådan kunne man blive ved med at citerer avisernes mange roser. Kirsten Klein er om nogen Limfjordslandets fortolker. I hendes hånd er kameraet et kunstnerisk udtryksmiddel, der fortæller os om landskabets ordløse skønhed og poesi. Når man ser hendes billeder fra Limfjorden, er det som om, man kan smage saltet og føle vinden i håret.

Således bragt ind i en ”åndfuld sfære”, er man som besøgende klar til galleriets anden udstilling, som vises i ”det gamle galleri”. ”Det himmelske Lys” er titlen på udstillingen, som viser værker af en perlerække af galleriets gode kunstnere - Finn Have, Felix Pedersen, Jens Bredholt, Inge Dahl, Hardy Brix, Steen Rasmussen, Steen Folmer Jensen, Ingvald Holmefjord, Steffan Herrik, Odd Moe, Grethe Tranberg, Jens Bohr, Helga Kristmundsdottir, og Henrik Scheel Andersen. Alle kunstnere fortolker på deres måde den sfæriske titel og lyset strømmer ud i vintermørket.

 

Hvis man bliver forpustet af de mange kunstneriske oplevelser, så er der heldigvis også råd for det. Kunsten kan fordøjes i Galleri Sallings nye café, hvor man kan sidde i lokalt producerede designmøbler og nyde udsigten til Harre Vig over en kop kaffe, kager og andre lækkerier.

 

Kunst er selvsagt hovedartiklen i Galleri Salling, men i den gamle købmandsforretning, som caféen er indrettet i, er der også blevet plads til en delikatesseafdeling, hvor man kan købe lokale lækkerier – honning fra Mors, marmelader fra Kongenshus, øl fra Stårup er blot nogle af de kvalitetsprodukter, man kan fylde i sin julekurv. Kaffen er selvsagt ikke dansk, men købt ved en kaffegrossist fra Hjerk og vinen importerer galleriet selv.

 

Det hele indvies med en fest lørdag d. 26. november, hvor åbningstalen holdes af forfatteren Knud Sørensen og musikeren Lars Kristensen fra Mors spiller på sin irske harpe. Alle er velkomne, fortæller Lars Mathiesen, galleriets ejer, som også byder på mundgodt og lader propperne springe på nogle af de mousserende vine, der netop er kommet hjem til julehandlen.

 

Udstillingerne kan ses frem til d. 29/12 (dog ikke i julehelligdagene). De sidste to uger op til jul har galleriet ekstraordinært åbent alle dage fra kl. 13.00 – 17.00, ellers er det torsdag, lørdag og søndag kl. 13.00 – 17.00, onsdage samme tid og tillige kl. 19.00 – 21.00.

Venlig hilsen

Lars Mathiesen

Galleri Salling

  


Galleri Salling - Hjerk Kirkevej 4 - Hjerk - 7870 Roslev - Tlf. 28877288

Programmeret og hosted af nordicweb