Kirsten Klein

Kirsten Klein blev udlært som fotograf i 1966. Året efter rejste hun til USA, Mellem- og Sydamerika, og siden fulgte en lang række rejser, især til Irland og Island.

I 1976 bosatte hun sig på Mors, og i øens landskab og de nærliggende Vesterhavsegne, kombineret med indtrykkene fra rejserne, fandt hun det karakteristiske billedsprog, som hun har videreudviklet lige siden: De sanselige, poetiske og ofte melankolske skildringer af landskaber, præget af årstidernes gang, vejrets skiften, menneskets dyrkning og naturens egen konstante bearbejdning. Havet er ligeledes et gennemgående motiv, og K. har især fotograferet fra Nordsøens og Atlanterhavets kystegne.

I hendes fotografier finder man en form for religiøs- romantisk naturbesjæling, også når hun sommetider isolerer enkeltmotiver, såsom en fuglevinge, et hvidløg eller en plante. Sammen med forfatteren Knud Sørensen, der også bor på Mors, har hun skabt flere bøger om livet og naturen på stedet. Fra slutningen af 1980erne begyndte K. at udforske fotografiets gamle teknikker som hulkamerafotografering, platintryk, cyanotypi og fotopolymergravure.

Ved hjælp af de gamle teknikker tilfører hun fotografiet en særegen stoflighed, der understreger billedernes poetiske sanselighed. K.s samlede og meget sammenhængende værk viser hende som en af de mest overbevisende og stilsikre skildrere af især det danske landskab og dets mange forskelligartede ansigter.

Forfatter: Mette Sandbye (M.Sa.), Veilbachs Leksikon
 

CV

   
Efter sin debut i Rådskælderen på Charlottenborg i 1969 har hun bl.a. udstillet på Kunstindustrimuseet, Danmarks Fotomuseum, Museet for Fotokunst Brandts, Ribe Kunstmuseum, Nivaagaardsamlingen, Karen Blixen Museet, Vendsyssel Kunstmuseum samt i udlandet på Paris Photo, Det Danske Kulturinstitut i Ungarn og Skotland samt Kunstakademiet i Houhot, Indre Mongoliet.

I 1999 modtog Kirsten Klein Statens livsvarige kunstnerydelse og er desuden blevet tildelt Bindesbøll Medaljen (1995), Ny Carlsbergfondets Rejselegat (1999), Henry Heerups legat (2005), Anne Marie Telmanyis Legat (2005) og Palle Fogtdals Fotografiske Hæderslegat (2007).

Hun har solgt værker til private, staten, amter, kommuner og fonde, heriblandt Statens Kunstfond, Ny Carlsbergfondet, Museet for Fotokunst Brandts og Det Nationale Fotomuseum. Hun har udført udsmykningsopgaver for Miljøcenter Ringkøbing, Kystdirektoratet i Lemvig, Lemvig Gymnasium, KMD Aalborg og Forskningscentret i København samt leveret motiver til to frimærker. Herudover har hun en lang række publikationer bag sig.

Kirsten Klein er medlem af Kunstnersamfundet og BKF, Vrå-udstillingen og Corner (199).
 

Galleri Salling - Hjerk Kirkevej 4 - Hjerk - 7870 Roslev - Tlf. 28877288

Programmeret og hosted af nordicweb